Voerså Byudvikling ønsker alle i Voerså By og omegn et Godt Nytår med samtidig tak til de, der i 2021 gav en hjælpende hånd her og der på vores krogrund, som også i 2021 var præget af covid19 effekten, hvorfor aktivitetsniveauet har været begrænset til 3 aktiviteter: Generalforsamling i Voerså Butikshus, Kirsebærdag og Byfest, samt telt op – og telt ned.
Vi har (også) i år arbejdet på at få skitseret et byggeprojekt på krogrunden til afløsning for vores efterhånden “trætte” telt, og vi har i den anledning ansøgt såvel Nordea-fonden som Realdania om et tilskud på kr. 600.000, idet vi har tilpasset ambitionerne for et byggeri til i store træk at være et funktionelt “telt” af træ med et beskedent byggebudget på ca. kr. 1.5 mio.
Fra Nordea-fonden modtog vi den 15. december desværre afslag med følgende ordlyd:
“Jeres projekt modtager afslag på baggrund af en helhedsvurdering, og med følgende
primære begrundelse:
Da foreningens vedtægter ikke opfylder Nordea-fondens krav om almennyttighed.
Vi har desværre ikke mulighed for at begrunde det yderligere.”
Samtidig kunne vi konstatere med slet skjult misundelse, at Thorshøj Gl. Skole havde modtaget kr. 909.997,00 fra selvsamme og siden kr. 275.000 fra LAG Nord fonden til indretning af et – køkken!! Stort tillykke herfra.
Nuvel! Der er ikke andet at gøre end, at vi nu må have en lille – almennyttig – ændring i vedtægterne, så vi er klædt på til at skrive nye ansøgninger, og så håbe, at vi i løbet af “Købmandsåret 2022” kan få held med også at få bygget på krogrunden, eller i det mindste bevare håbet på 16. år, at det lige netop er i 2022 vi har heldet med os!
Med ønsket om et særdeles Godt Nytår!
Voerså Byudvikling
“Tænd hellere et lys, end at klage over mørket! – kinesisk ordsprog