I den sidste halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var Albæk bakker præget af en del lerklinede rønner, hytter og endog jordhuler.
Disse fattige boliger var beboet af skæve eksistenser. De var alle meget fattige, og for langt de fleste af dem spillede brændevinen en stor rolle i dagligdagen.
Albæk sogn havde nogle af de magreste jorder i Østvendsyssel, og i bakkerne kunne jorden ikke opdyrkes p.g.a. det kuperede terræn. I bakkerne kom der kun sjældent beboere fra det omkringliggende og etablerede samfund, så her kunne disse typer finde fred og leve deres eget fattige og spartanske liv.
På trods af deres afsondrede og fattige tilværelse, har disse mennesker dog givet anledning til mange historier. Bl.a. fortælles det, at deres moral var anderledes end egnens andre beboere og at de i fuldskab foretog sig mange ting, til stor forargelse for det etablerede samfund. Slagsmål, tyveri og overfald var hverdagskost. De bankede kvinderne, tvang børnene til tiggeri og ”udlejede” deres kvinder for brændevin som betaling.
Bakkernes beboere havde næsten alle øgenavne, inspireret af den enkeltes små særheder eller skavanker eller af deres bolig. Nogle gange blev boligen opkaldt efter personen.
En af dem, som rent faktisk boede i en jordhule var Hans Muldbjerg (Hans Madsen). Han skulle være en dygtig skovarbejder, men var også meget tørstig og utrolig glad for kvinder. Han blev aldrig gift, men fik alligevel 12 børn med forskellige ugifte kvinder som han boede sammen med i kortere eller længere perioder. Efter, at hans sidste samlever døde i 1890, og han forlod huset, gik det stille og roligt ned ad bakke for Hans Muldbjerg.
I en længere periode boede han i en gammel rønne på gården ”Højen” sammen med sin voksne datter Trine Muldbjerg og hendes uægte søn. Men efterhånden var gårdmanden alvorligt træt af sine lejere, og en dag i ca. 1902, kørte han en vognstjært gennem huset, der dermed var ubeboeligt.
Derpå fik Hans og Trine Muldbjerg anvist en lod jord i udkanten af gården ”Fejborgs” jorder på en vestvendt skråning. Her gravede de sig ind i skråningen og indrettede sig et lille hjem på ca. 14 m². Taget var lavet af ris og lyng og ”facaden” var en lille dør og et skævt vindue. Også geden og de 3 høns havde deres egen hule.
Her boede de sammen indtil 1908, hvor Trine døde. Senere samme år, døde også Hans Muldbjerg på dramatisk vis, da hytten nedbrændte, mens han sov.
Der var også ”Den firkantede”.
Han levede af forskellige småjobs. Han var en strid og uregerlig mand, der sloges og stjal, hvor han kunne komme af sted med det. Folk på egnen holdt godt øje med deres udendørs ejendele, når Den firkantede var i nabolaget.
Han og hustruen boede flere forskellige steder i og omkring Albæk bakker, inden de bosatte sig mellem Holtbjerg og Voerså ca. 1912. Her skulle han som betaling opføre et nyt hus for den daværende beboer. Det gjorde han også, men det tog lang tid, da materialerne blev hentet om natten på forskellige byggepladser i området. Da huset blev renoveret i 1970’erne kunne man tydeligt se, at der var brugt mange forskellige slags mørtel, sten og træværk.
Dette hus brændte dog for parret. Der var på uforklarlig vis opstået ild på loftet, og da de tililende naboer stod og betragtede branden, skred en del af taget ned, hvorved der bl.a. kom en radrenser til syne, som tilhørte en gårdmand fra egnen. Herefter flyttede de til ”Babelstårnet” i Voerså. Dette hus nedbrændte også på uforklarlig vis.
”Tolv-Marie” var også kendt viden om.
Hun og hendes mand købte et lille sted i 1883, som 15 år senere blev solgt med denbetingelse at de havde brugsretten i 49 år.
Tolv-Marie skulle have været i stand til at hekse. De lokale beboere var meget forsigtige med at lade hende komme i nærheden af deres husdyr, idet hun flere gange skulle have lagt sin hånd på bl.a. kalve, der straks efter blev syge og døde.
Hun kunne også stikke en syl eller en pind op i sine loftsbjælker og via dem malke naboernes køers mælk ned i sin egen spand.
Med en formular eller en bestemt bevægelse kunne hun ligeledes få naboernes høns til at følge efter sig hjem, når hun havde været på besøg, eller hun var i stand til at få æggene fra hønsene til at rulle efter sig, når hun forlod et sted, hun havde besøgt.
Historierne om disse skæbner er læst i Sæbybogen 2004 og i den findes der fortællinger om mange andre af bakke-folket.
Historien set fra en anden synsvinkel findes i bogen ”Langs Voer å”. Her fortæller Jens Gundel Christensen, søn af ”Røde Anders” om sin opvækst i bakkerne, og det er en del mere alvorligt.