Restaurering af Thors Hammer

Gnist af Thors Hammer !

For 36 år siden fik Voersaa en usædvanlig farverig træskulptur opstillet på pladsen foran Voersaa Museum. Blandt byens borgere var der delte meninger om den mere end halvanden meter høje ” Trefod ” i pang – og signalfarver. I folkemunde kom skulpturen til at hedde ” Gnisten fra Thors Hammer ”. Navnet udsprunget af ligheden med de skrappe røde, orange og hvide gnister, der springer når Thors Hammer Mjølner rammer sit mål.

Kunstneren bag skulpturen var den anerkendte billedkunstner og skulptør Kasper Heiberg (1928 – 1984 ), der var pioner indenfor kunst i det offentlige rum. Idemanden bag skulpturen i Voersaa var daværende skoleinspektør og formand for Voersaa Borgerforening Ernst Albæk.

Albæk havde stiftet bekendtskab med en tilsvarende skulptur, der var opstillet på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Albæk fattede interesse for den iøjnefaldende skulptur og fik lov til, udfra den oprindelige model, at fremstille og opstille en tilsvarende skulptur i Voersaa.

De store tømmerstokke fremskaffede Albæk med bistand fra værftet i Frederikshavn. Tømmeret blev savet til på Dannerhøj Savværk. De 3 – 4 m lange tømmerstokke blev herefter i samarbejde mellem Albæk, Ejvind Pedersen og Mogens Berg malet og samlet i fuld overensstemmelse med den minimodel, som Albæk fik foræret af kunstneren. Den færdige skulptur blev afsløret af kunstneren Kasper Heibergs datter, den 15. juni 1985, altså året efter kunstnerens død.  

Folkene fra Voersaa Museum har nu taget initiativ til, at skulpturen skal renoveres og farverne skal friskes op. Det utrolige er, at de samme folk som hjalp Albæk i 1985 med at bygge og male skulpturen igen er sat på opgaven. Nemlig fhv. ejendomsinspektør Ejvind Pedersen og gårdejer Mogens Berg. Begge engageret i Voersaa Museum.

Bestyrelsen fra Voersaa Museum har søgt fondsmidler til materialer, men forgæves. Heldigvis kom det professor Erik Albæk ( søn af Ernst Albæk ) for øre, at der arbejdedes på at restaurere skulpturen og han tilbød straks at finansiere projektet. Projektmagerne har lånt tidligere omtalte minimodel af Erik Albæk, hvilket betyder, at det er muligt, at komme ganske tæt på de originale signalfarver. Restaureringen forventes afsluttet sidst på sommeren.

Tolkningen af moderne kunst har jo altid appelleret til folkeviddet, det gælder også i Voersaa. Trefoden fra 1985 omtales som ” Gnisten Fra Thors Hammer ”  eller blot ” Thors Hammer ”. I 1998, i anledning af havneindvielsen og Carlsbergbryggeriets 150 års jubilæum, fik Voersaa af Carlsbergfondet foræret en skulptur i rød finsk granit med navnet ” Sten til de andre ”  udført af billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen ”. Skulpturen, der er placeret ved siden af velfærdsbygningen i den nye havn, kan med god vilje minde om et vippefyr, men betegnes i folkemunde som ” Vippefyren ”. Sådan er der så meget 😊

Maling af Thors Hammer inden opstilling. Tv. Mogens Berg og til højre tidligere skoleinspektør og formand for Borgerforeningen Ernst Albæk.

Avisomtale fra afsløringen den 15.juni 1985

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.