Seneste nyt fra Voersaa Petanque Klub!
Så er der taget de første store spadestik til etablering af banen! Dem har KM beton – Kenth Mølgaard taget for os! Og tusinde tak for det! Herudover har Poul Erik tilbudt såvel grus, som et lift til Jem & Fix, så vi kan få købt træ m.m. Også stor tak for det!
En petanqueklub som så dagens lys i sidste uge, er allerede godt på vej!
Eller rettere – banen er!
Foreløbigt er vi kun 4 medlemmer, så der er ikke så megen klub over det endnu!
Men nu kan du se, at vi mener det alvorligt. Så har du lyst til at blive medlem , – kan du tilmelde dig via byens hjemmeside her!
Lige nu behøver vi handige medlemmer, som også har lyst til at hjælpe mig med at flikke trærammen sammen og få den i vater, forinden Poul-Erik hælder lidt grus på, vi får lagt jordbunken ud og afslutter med stenmel indenfor rammen!
Men så er vi også klar til den “stiftende” generalforsamling og ikke mindst klar til at spille petanque og hygge os i det sociale samkvem, som det afstedkommer!
Med venlig hilsen Voersaa Petanque Klub v/ Bent Ahlgreen