“Midgårdsormen” beskrevet i denne artikel gik desværre til i november 2020 – artiklen er bevaret af historiske grunde.
Artikel i Saeby Avis – 5. juli 2013 – kl.11:35 – af: Henrik Christensen
På den gamle krogrund i Voerså, stod der for få år tilbage nogle meget gamle elmetræer, som dog måtte lade livet på grund af fremskreden elmesyge. I august måned 2006 nedbrændte Voerså Kro, og et par af de store elme stod ved østenden af hotelfløjen. Her kom de efterhånden til at se truende ud, og der var risiko for, at de kunne vælte, derfor blev beslutningen til fældningen taget. Det ene af træerne blev fældet i en højde af ca. 3 meter, for det kunne jo være, at stubben kunne bruges til et eller andet.
Voerså Byudvikling, som nu ejer den store grund ved åen, har igennem de sidste par år efterlyst idéer og folk, der eventuelt kunne gøre noget ved stubben. For ganske kort tid siden løste problemet sig helt af sig selv. Et firma, som foreløbig ønsker at være anonym, donerede kr. 15.000 – til projektet, motorsavskunstneren Flemming Johansen fra Frederikshavn sagde ja tak til projektet, og gik i gang med opgaven et par dage før Skt. Hans.
Fra det donerende firmas side, var det er ønske, at ud af den gamle elmestub, skulle Fenrisulven dukke op, men det kunne desværre ikke lade sig gøre. Hertil siger Flemming Johansen:
Fenrisulven stående på bagbenene kunne bestemt have været flot, men på grund af råd inde i den gamle elmestub, der er mindst 200 år gammel, måtte vi tyde til plan B, og det er Midgårdsormen, og den skal nok blive flot, når den er helt færdig.
Forreste del af Midgårdsormen står nu og knejser på grunden i sine fulde 3 meters højde, og Flemming Johansen er i fuld gang med at fremstille et midterstykke og en hale til ormen, som dog ikke kommer fra samme elmetræ som hovedet, men er hentet et andet sted fra. Meningen med det hele, når det er færdigt er så, at mellemstykket af ormen skal placeres et stykke fra hovedet på vej ned af skrænten mod åen, og halestykket lige ved åbredden. Her skal man så forestille sig, at Midgårdsormen er kommet op af jorden og åen, og man kan se 3 dele af den.
På et tidspunkt når Midgårdsormen er færdig, og der skal finde afsløring/indvielse sted, træder det donerende firma frem og får sit navn på en plade, som bliver skruet på Midgårdsormen.
Sagnet om Midgårdsormen
Midgårdsormen stammer fra Asatroen, i den nordiske mytologi. Den var en af Odins fjender, da den var ud af jætteslægten. Den var barn af Loke og Angerboda og havde 4 søskende. To helsøskende ved navn Hel og Fenrisulven samt to halvsøskende ved navn Vale og Narfe.
Midgårdsormen lå ude i verdenshavet og der var den kommet, på grund af Odin havde kastet den derud i et forsøg på at drukne den. Ormen var så stor, at den slyngede sig om hele Midgård og bed sig selv i halen.
Guden Thor forsøgte to gange at dræbe Midgårdsormen uden held. En kæmpestor vølve har spået, at Thor og Midgårdsormen vil mødes endnu en gang, og det skulle være ved Ragnarok, hvor den endelige dyst skulle udkæmpes. Sagnet fortæller, at Midgårdsormen ville komme op på land og bugte sig gennem dale og enge, og under kampen ville Thor dræbe Midgårdsormen, men Thor ville selv blive dræbt af Midgårdsormens edder.